DanAvl er det nationale svineavlssystem i Danmark og verdens mest effektive avlssystem. Det er styret af repræsentanter for de danske svineproducenter, brugerfinansieret og skal ikke som organisation give afkast til ejerne.
Formålet er, at udvikle svin, som giver svineproducenter det bedste grundlag for optimal produktion og som sikrer dansk svinekød en fortsat førerposition på det internationale marked.
Hvordan
Avlsarbejdet gennemføres med tre racer: Landrace (L), Yorkshire (Y) og Duroc (D).
Der afprøves hvert år ca. 100.000 avlsdyr.
Avlsarbejdet baseres på objektive målinger og data fra både avls- og opformeringsbesætninger.
Avlsarbejdet kontrolleres og resultaterne analyseres af personer uafhængige af avlsbesætningerne.
Avlsarbejdet fungerer på markedsvilkår. Det er økonomien i den enkelte avls- og opformeringsbesætning, der ”driver værket”. Den, der præsterer de bedste avlsdyr, får også det største udbytte.
Sundhed
Alle DanAvl-besætninger er underlagt regler for smittebeskyttelse og sundhedskontrol.
Alle data og resultater registreres centralt.
Smittebeskyttelsen og sundhedskontrollen er mest intensiv i SPF-besætningerne.
Deklaration
Der er fuld åbenhed om alle væsentlige data om DanAvl-besætningerne og deres dyr.